Ny bog i 2021:

Bornholm I krig og fred

Bornholm
I krig og fred

Af Niels Geckler og Morten Friis Jørgensen

Bogen BORNHOLM I KRIG OG FRED fortæller om storpolitik, spændinger og konflikter under verdenskrig, den kolde krig og frem til i dag med nutidige konflikter og trusler.

Kr. 375,-

I 2021 er det 75 år siden, at de sovjetiske styrker forlod Bornholm efter næsten et år på øen

Mens resten af Danmark stadig fejrer befrielsen i 1945, bliver Nexø og Rønne 7. og 8. maj udsat for voldsomme sovjetiske flybombardementer, der indleder en 11 måneder lang besættelse af Bornholm.

De voldsomme begivenheder satte sig varige spor hos øens befolkning. Bombningerne sidder stadig i den kollektive erindring, i bevidstheden og i selvopfattelsen på Bornholm, i relation til ydre fjender og krig, i forhold til forsvarsvilje og måske også indre fjender. Bombardementerne fik betydning for øens position og rolle under den kolde krig. Også efter Sovjetunionen og østblokkens opløsning.

Bogen BORNHOLM I KRIG OG FRED dækker den unikke historie om Bornholms forsvar, øens særlige placering og rolle for Danmark og for NATO under den kolde krig og den historiske baggrund herfor – samt efter Berlinmurens fald i 1989 og frem til i dag, med perspektiver til storpolitik og begivenheder i den store verden.

Et hus i Rønne, der blev ramt under det første sovjetiske angreb. Fire mennesker mistede livet. Var bombningerne egentlig nødvendige, spørges der i bogen BORNHOLM I KRIG OG FRED? Svend Parksø/Bornholms Museum.
BORNHOLM I KRIG OG FRED indeholder tre dele: Verdenskrig, Kold krig og Nye trusler.

Rystende fakta og øjenvidnehistorier

I bogen BORNHOLM I KRIG OG FRED samles og beskrives for første gang den unikke historie om Bornholms forsvar, øens særlige placering og rolle fra besættelsen under 2. verdenskrig helt frem til i dag. Om verdenskrig, den kolde krig og nye trusler.

Med rystende fakta og konkrete eksempler serverer bogens forfattere tankevækkende perspektiver, dramatiske optrin og pudsige episoder i et veloplagt og ligefremt sprog. Lige fra den tyske besættelse og Bornholms kortvarige status som en del af den blodige østfront, over koldkrigens spionageaktioner på og fra Bornholm, til dagligdagen som bornholmsk soldat både hjemme og i Helman i Afghanistan og alt derimellem.

Fakta og kendsgerninger bliver flittigt dokumenteret med citater og kildehenvisninger i bogen, så læseren får mulighed for at fordybe sig yderligere i de utallige begivenheder og skæbner, som bogen rummer.

BORNHOLM I KRIG OG FRED er et gennemillustreret, inspirerende og informationstæt værk på 448 sider, hvor forfatterne ønsker at give læseren ny viden og indsigt om Danmark og Bornholms stærke bånd og perspektiver til verdenspolitikken – fra verdenskrig til i dag (2021).

Overgreb mod bornholmere

Den Røde Hær var befriere, ikke besættere, lød det fra øst. Men nogle af de sovjetiske soldater havde svært ved at kende forskel på ret og vrang med voldtægter, tyverier og andre lovovertrædelser eller dårlig opførsel til følge.

Den Røde Hær gjorde det med benhård justits tydeligt, at tropperne skulle opføre sig ordentligt.

Eksempelvis fik et cykeltyveri i Nexø det udfald, at den sovjetiske soldat og cykeltyv blev skudt.

Du kan læse meget mere om bornholmernes oplevelser under besættelsen i bogen BORNHOLM I KRIG OG FRED.

De først ankomne sovjetiske tropper mødte ingen modstand ved landgangen. Foto: Ukendt/Bornholms Museum.
Bornholms Værn træner bykamp i Rønne i 1961. Foto: Algot L. Rasmussen/Bornholms Museum.

Billeder, du ikke før har set

BORNHOLM I KRIG OG FRED er et gennemillustreret værk på 448 sider med billeder, der ikke før har været vist offentligheden.

Forfatterne har gravet bredt og dybt i arbejdet med bornholmernes historie. De har fordybet sig i arkiver, brugt et væld af trykte kilder og interviewet personer, der har været en aktiv del af begivenhederne og derfor kan belyse centrale beslutninger. Her i blandt tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, forhenværende forsvarschef general Bjørn Bisserup, Bornholms kommandant oberstløjtnant Holger Fuglsang-Damgård og tidligere tjenestegørende ved alle værn og af forskellig rang.

I bogen kan du læse om forhold og relationer i Europa og verden, der fik betydning for Danmark og Bornholm før og under 2. verdenskrig. Mødet med russerne. Opbygningen af det nye danske og bornholmske forsvar. Beretninger og historier om øvelser og episoder under til tider tragiske og skæbnesvangre udsendelser til nær og fjern.

Hvem henvender bogen sig til?

BORNHOLM I KRIG OG FRED anbefales til enhver, der ønsker viden og perspektiv om Bornholms rolle fra besættelsen under 2. Verdenskrig til i dag.

Bogen er skrevet til historisk interesserede bornholmere og de mange personer, som har eller har haft berøring med forsvaret på Bornholm. Herunder mange tusinde værnepligtige.

Også danskere med interesse for dansk sikkerhedspolitik gennem de sidste 80 år og de internationale vilkår den har udviklet sig under, vil få stor glæde af denne bog.

Det er forfatternes intention via Bornholm at hjælpe læseren til en dybere forståelse for komplekse sammenhænge i dansk sikkerhedspolitik. Fra før og under 2. Verdenskrig, der har såvel national, regional, lokal og også global betydning, og den anden vej rundt at sætte bornholmske forhold ind i en større forståelsesramme.

Soldater fra Bornholms Værn, der i 1956 var i højeste beredskab. Det var en dramatisk tid med storpolitisk krise omkring Suez-kanalen og en sovjetisk militær indgriben mod en opstand i Ungarn. Foto: Algot L. Rasmussen/Bornholms Museum.

Om forfatterne

Bogen BORNHOLM I KRIG OG FRED er skrevet af Niels Geckler og Morten Friis Jørgensen. Begge er bosat på Bornholm.

Niels Geckler (f. 1977) er Cand.mag i historie. Daglig leder af Forsvarsmuseet på Bornholm og historielærer på Bornholms Gymnasium med en bred faglig erfaring fra undervisning og museums- og arkivverdenen. Har som freelanceskribent forfattet en række artikler om danmarkshistoriske emner. Udsendt som fredsbevarende soldat i Bosnien i 1998.

Morten Friis Jørgensen (f. 1956) er journalist, forfatter, foredragsholder og kommunikatør m.m. Har en baggrund som bygningsarbejder. Freelancejournalist gennem mere end 25 år med speciale i samfundsforhold, dansk og international politik, historie og arbejdsmarked. Leverer stof til især fag- og magasinpresse men arbejder også for dagblade, radio og tv.

Bornholm i krig og fred

Forfattere: Niels Geckler og Morten Friis Jørgensen
Udgivet af: Hakon Holm Publishing 2021
Antal sider: 448

Pris kr. 375-

Se mere om BORNHOLM I KRIG OG FRED: