Katrine og Boris
- da bomberne faldt over Bornholm

Af Jeanne Cordua

Historisk roman om en 13-årig piges overgang fra barn til ung kvinde i en tid præget af kaos og forandring, da Rønne og Nexø bombes af sovjetiske styrker kort efter Danmarks befrielse i 1945.

Katrine er kun 13 år, da hun bliver budt op til dans af den russiske børnesoldat, Boris. Det er på Store Torv i Rønne, de sovjetiske soldater spiller op til dans, og trods voldsomme bombardementer af Nexø og Rønne kort forinden, skal bornholmerne og deres ”befriere” fra tyskerne nu forenes i glæde for en stund. Midt i krigens efterdønninger vækkes en helt ny følelse mellem de to unge mennesker – og vi får en hjertevarm skildring om kærlighed på trods af krig, sprog og alle andres mening i en usikker tid.

Historien

Den 5 maj fejrer vi Danmarks befrielse, men på Bornholm var der ikke fest i gaderne dengang i 1945. Tyskerne havde ingen planer om at rømme Solskinsøen, og to dage efter den øvrige befolkning var fri af nazisterne, fløj sovjetiske fly ind og bombede dem ud.
 
Efter fem års tysk besættelse stod bornholmerne nu i en ny krise. Bombardementerne af Rønne og Nexø ramte utallige hjem, og udover oprydningsarbejdet, led øens beboere under en anderledes usikkerhed. Hvor længe ville russerne blive? Var de befriere eller besættere?
 
Om forfatteren

Jeanne Cordua

Jeanne Cordua har skrevet flere romaner om Bornholm i middelalderen, men dette er hende første udgivelse om tiden under den russiske befrielse og besættelse. Inspirationen kommer dels fra hendes egen mor, som var jævnaldrende med romanens hovedperson under krigen. Dengang boede moren ovre, men beretningerne fra familien på Bornholm satte sig fast – og blev fortalt videre til Jeanne. Siden da er hendes interesse for krigens år vokset, og på baggrund af mange historiske kilder, har hun nu skrevet ”Katrine og Boris – da bomberne faldt over Bornholm”.

Relevant for flere generationer

Selvom romanen har en 13-årig pige i hovedrollen, kan den læses af flere generationer. Jeanne Corduas
barnebarn, Kirstine, har været sparringspartner undervejs, og bogen henvender sig både til yngre læsere med
historisk interesse og ældre bornholmere.

Den vil vække særlig genklang blandt dem, der i efterkrigstiden hørte fortællinger om besættelsens påvirkning af øen: Om de tyske og russiske soldaters opførsel og om de sparsomme levevilkår, der var i byerne, mens folk på landet klarede sig lidt bedre. Selvom romanens kærlighedshistorie er fiktion, så er mange af bogens begivenheder historisk korrekte. Det samme gælder det evigt fine faktum; nemlig at kærligheden kender ingen grænser

Andre bøger om bornholmernes liv under 2. verdenskrig og russertiden

Den Røde Hær forlader i foråret 1946 Bornholm med en bragende afskedssalut fra en sovjetisk destroyer. Opmarcherede danske soldater med aflagt britisk militærudstyr gør honnør på kajen i Rønne. Krigen er ovre, men lille Danmark kommer hurtigt til at få en vigtig storpolitisk rolle, blandt andet i kraft af Bornholms beliggenhed i NATOs østligste territorialfarvand.
Bornholm i krig og fred er et gennemillustreret og informationstæt værk på 450 sider, hvor læseren gives ny viden og indsigt om Danmark og Bornholms stærke bånd og perspektiver til verdenspolitikken. Bogen strækker sig fra tiden op til Anden Verdenskrig, under Den kolde krig og frem til i dag. Bogen er skrevet af Niels Geckler og Morten Friis Jørgensen.

Blev Bornholm slet ikke nævnt i radioavisen? Hvorfor blev vi glemt? Har vi altid sat lys i vinduerne den 5. april? Disse spørgsmål behandles i bogen, som udkom den 5. april 2021 – i 75 året for russernes afrejse fra Bornholm. I bogen skildres russernes bombning af Bornholm, deres ophold på øen og de 2000 soldaters afrejse. 30 ældre bornholmere fortæller om deres oplevelser, som spænder vidt. Lige fra dødsangst under bombardementerne til romantiske forhold med soldaterne. Historikerne Bo Lidegaard og Jakob Seerup sætter perspektiv på de spørgsmål og begivenheder, som fortsat diskuteres og mærkes på Bornholm i dag.
Bogen er på 208 sider og rigt illustreret.
Bogen er skrevet af Thomas Kofoed Poulsen.

En historie- og fotobog, hvor gamle fotos fra Anden Verdenskrig er smeltet sammen med nye fotos, taget fra præcis samme position. Fortid møder nutid og der opnås en effekt af, at tyske, russiske og danske soldater ”går igen” i Rønnes gader – som historiens spøgelser. Samtidig fremkalder billederne også en genkendelse og en erkendelse af, at det skete lige her!
Bogen indeholder over 100 fotos og ledsages af både stedets og krigens historie. Dertil bykort over Rønne, hvor de historiske begivenheder er markeret.
Teksten er på dansk, engelsk og tysk. Bogen er på 288 sider og skrevet af Jens Voigt.

Bogfakta

Titel: Katrine og Boris – da bomberne faldt over Bornholm
Sidetal: 184 (ill.)
Udgivet: 15. april 2025
ISBN: 978-87-87698-47-4
Bogen sælges via landets boghandlere (DBK)
og via Hakon Holms webshop
Pris: 275 kr.