Min indkøbskurv

Valborg

Hjorth

Valborg Hjorth

Sygeplejerske ved Øst- og Vestfronten

Den bornholmske sygeplejerske Valborg Hjorth (1884-1970) drog ud i verden og arbejdede som krigssygeplejerske. Hun blev vidne til soldaternes rædsler under Balkankrigen, Første Verdenskrig og den russiske borgerkrig. Og hun skrev detaljeret om sine til tider barske oplevelser.

216 sider, illustreret.

Vi stod paa operationsstuen dag og nat, og der var næppe tid til at sove eller spise. Gangen var til stadighed fyldt med sårede på bårerne, stønnende, råbende på vand og morfin. Portørerne havde travlt med at bære amputerede lemmer bort. Hvor er dog krig oprørende forfærdelig.

Sådan skrev sygeplejersken Valborg Hjorth hjem til sin familie i Rønne fra Vestfronten i Belgien i 1915. Hun var taget ud i verden for at opleve noget og blive en bedre sygeplejerske. Men det blev langt mere end en praktikperiode. Det blev til en odyssé fra slagmark til slagmark og rundt i hele Europa i de tumultariske år omkring 1. Verdenskrig.

Selv skrev Valborg Hjorth, at hun følte sig som ”et menneskefnug hvirvlet rundt i Europa”. Men hun var langt fra et viljeløst fnug. Hun var en viljestærk og kompetent ung kvinde, der dels fulgte sit kald som sygeplejerske, dels berigede sit liv med oplevelser, som hun fastholdt i sine breve og sit erindringsmanuskript.

Manuskriptet blev ikke udgivet i hendes levetid, men nu foreligger det for første gang sammenhængende i denne bog af museumsinspektør Jakob Seerup. Han har skrevet indledning og forklarende afsnit til bogen, der udgives af Hakon Holm Publishing i samarbejde med Bornholms Museum.

Valborg Hjorth ca. 1900. Fotografi taget af broren Peter Hjorth.
Valborg Hjorth ca. 1900. Fotografi taget af broren Peter Hjorth.

“Kombinationen af Valborg Hjorth og Jakob Seerup er perfekt og giver et meget læseværdigt fusionsprodukt.”

“Det er netop i dette samspil af noter og et hidtil gemt manuskript, at hele bogens opbygning må betegnes som genial.”

– Ole Sonne, lektor emer. i fysiologi, dr.med., Aarhus Universitet,
Dansk Medicinhistorisk Årbog 2023

"Læseren føres åndeløst gennem faglige udfordringer og svære menneskelige lidelser… Valborg demonstrerer i sin fortælling en evne til at være fordomsfri og rummelig i skiftende kulturer, en skarp iagttagelsesevne for kvindens position i datiden og en stor evne til at løse faglige problemstillinger. Dertil kommer, at hun er en guddommelig formidler."

– Anmeldelse af Susanne Malchau Dietz, sygeplejehistoriker, ph.d. for Sygeplejersken.

4/5

“Valborg Hjorts erindringer er en stærk kilde til en kvindeskikkelse, som træder ud i verden og skaber forandring i form af Hjorths kompetente, men tydeligvis også ret uimponerede, indsats – i et fag hvor den mandlige lægeskikkelse dominerede tårnhøjt over de undergivne sygeplejersker.”

“Lækkert layout, smukt illustreret, og energisk formidling af historien. Valborg skriver levende og læseværdigt. Man kan kun imponeres over de unge kvinder under verdenskrigen, der havde modet til at rejse ud i den vide verden for at se sig om.”

"Valborg Hjorths erindringer som tæt øjenvidne i krigstid er spændende læsning og formidler et ukendt stykke danmarkshistorie. Nyt perspektiv på verdenshistoriske begivenheder fra en dansk sygeplejerskes flittige og skarpe pen."

– Lektørudtalelse, DBC

Valborg Hjorth blev født i 1884 som datter af den bornholmske terracottafabrikant Lauritz Hjorth. Hun voksede op i et kunstnerisk og skabende miljø i Rønne som den yngste i en søskendeflok på 11.

I februar 1909 flyttede Valborg Hjorth til Næstved, hvor hun i de følgende to år blev udlært som sygeplejerske. På det tidspunkt havde hun allerede planer om at rejse til Bruxelles og få ansættelse på en privat klinik der.

Hun rejste ikke bare ud for at gøre en forskel. Hun ville opleve noget, samtidig med, at hun øvede sin gerning som sygeplejerske. Og hun ville også fortælle om det. Mange breve blev sendt hjem til familien i Rønne. Der blev fortalt om snurrige oplevelser, om hatte- og kjolemode og om besværlige kollegaer på klinikken.

Valborg Hjorth ved det daglige arbejde på Institut Berkendael
Valborg Hjorth ved det daglige arbejde på Institut Berkendael, som hun kaldte "Institut Depage" efter den belgiske professor Depage.
Operationsstue i Konstantinopel. Valborg Hjorth står længst til venstre. Professor Depage har fat i patientens knæ.
Operationsstue i Konstantinopel. Valborg Hjorth står længst til venstre. Professor Depage har fat i patientens knæ.

Efterhånden gik Valborg Hjorths odyssé videre til Konstantinopel (nu Istanbul), Vestfronten og Rusland. Krig og død blev en del af hendes liv. Valborg Hjorth fortsatte med at skrive breve og skildrede de frygtelige ting, som hun så. Med hendes egne ord blev hun til et ”menneskefnug”, der hvirvledes gennem Europa.

Familien i Rønne bevarede heldigvis Valborg Hjorths breve. Derfor kunne hun mange år senere sammenfatte alt det, hun havde oplevet. Resultatet blev det velskrevne og underholdende manuskript, som med bogen ”Valborg Hjort – Sygeplejerske ved Øst- og Vestfronten” udgives for første gang.

Efter et lille årti i Europa, vendte Valborg Hjorth hjem til Bornholm, hvor hun fra 1920 til 1943 var oversygeplejerske på Blykobbe Tuberkulosesanatorium.

Valborg Hjorth

Sygeplejerske ved Øst- og Vestfronten

Af Jakob Seerup

Valborg Hjorths personlige og nedskrevne erindringer med indledning og forklarende afsnit af Jakob Seerup.

Bogen er på 216 sider, rigt illustreret med mange af Valborg Hjorths egne fotografier fra Tyrkiet, Belgien, Rusland og Estland fra hendes virke som sygeplejerske før, under og efter 1. verdenskrig.

Om forfatteren

Jakob Seerup

Jakob Seerup (f. 1975) er kulturhistoriker og forsker og er siden 2018 ansat som museumsinspektør for nyere tid på Bornholms Museum. Før da har han været ansat på Orlogsmuseet, Tøjhusmuseet og Nationalmuseet efter uddannelsen til cand. mag. i historie på Københavns Universitet i 2001. I 2010 blev han ph.d. i flådehistorie også ved Københavns Universitet.

Jakob har før skrevet om perioden omkring 1. Verdenskrig bl.a. i bogen ”Den Russiske General – Et liv for Zaren”, Syddansk Universitetsforlag 2019. Han har blandt andet også skrevet forord til “70 Erindringsglimt fra russertiden på Bornholm”.

Jakob Seerup har skrevet indledning og forklarende afsnit til bogen om Valborg Hjorth, som er udgivet af Hakon Holm Publishing i samarbejde med Bornholms Museum.

Jakob Seerup. Foto: Pelle Rink.
Billeder fra bogen om Valborg Hjorth
Valborg Hjorth om bord på transportskib med russiske sårede ved anløb i Helsingør.
Valborg Hjorth om bord på transportskib med russiske sårede ved anløb i Helsingør.
Sultanens harem og mistanke om spionage

Snart gik turen til Konstantinopel og Den Første Balkankrig. Her passede Valborg Hjorth de sårede tyrkiske soldater, og nåede at drikke te med Sultanens harem. Blodbadet i Første Verdenskrig blev oplevet fra Belgien, hvor hun var med til at operere både den belgiske konge og kronprins. Hun blev mistænkt for spionage, men slap hjem til Danmark, hvorfra hun drog videre til Østfronten for at pleje de russiske soldater.

Den russiske borgerkrig og krigslejrene i Horserød og Hald

Valborg Hjorth var en viljestærk og kompetent ung kvinde. Efter 1. Verdenskrig gjorde hun tjeneste i Estland, og blev vidne til den russiske borgerkrig. Hjemme igen blev Valborg Hjorth nu bedt om at opbygge de to danske krigsfangelejre i henholdsvis Horserød og Hald ved Viborg, hvor lejrenes personale og de russiske og franske soldater også rammes af den spanske syge – datidens verdensomspændende pandemi.

Postkort fra Valborg Hjorth til søsteren Thora i Rønne.

Bogen om Valborg Hjorth

Titel: Valborg Hjorth – Sygeplejerske ved Øst- og Vestfronten

Forfatter: Jakob Seerup

Sidetal: 216 (rigt illustreret)

Forlag: Hakon Holm Publishing i samarbejde med Bornholms Museum

ISBN: 978-87-87698-25-2

Varegruppe: Biografi/erindringer

Udgivet: 24. november 2022